Ole Backer Mogensen

Det er 2. påskedags morgen, og vi er gået fra faste og forberedelse ind i påskens tid!

En ny glædens tid, men også en tid for fortsat eftertanke og tilegnelse. Jesu opstandelse er noget så stort, at det sprænger alle kendte kategorier for liv og forståelse. Døden – den største og sidste fjende har mistet sin brod. Kristus er opstået! Hvor fasten var forberedelse er påsketiden tilegnelse af, hvad det betyder, at den opstandne frelser er hos os.

Hele troens omdrejningspunkt er opstandelsens morgen. Det største gudsbevis af dem alle: der var en som opstod fra de døde. En som vendte tilbage fra den anden side. Det umulige er sket – noget er stærkere end selve døden. I perioder med tvivl og anfægtelse er det det, jeg har klynget mig til. Der var en som opstod fra de døde. Hvis det er sandt, så må Gud være sand. For kun Gud kan være stærkere end døden.

Hvad er det at møde den opstandne frelser?

Hans Anker Jørgensen har tolket det i sin salme: Hvad er det at møde den opstandner mester i live igen. Salmen har i denne påske ligget som en undertone af glæde, og derfor citerer jeg den her i klummen fra salmebogen.

Salmen lader os stå sammen med de første vidner til opstandelsen, og langsomt dæmrer det, at vi står der med samme erfaringer og lader os møde af den sammen mester:

Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen

trods pinen og døden, soldater og præster trods svigt af en ven?

Det er som at indse det, blændet af tårer:

Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!

Det er som at høre en grav-engels stemme: han er ikke her!

Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme, han møder jer der!

Det er som, når livet det vender tilbage,

som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.

Det er som disciple på Emmausvejen, alene skønt to,

at møde en fremmed og mærke forlegen, hans ord må vi tro;

han udlægger skriften, så hjerterne brænder,

han minder utroligt, om en, som vi kender.

Det er som Maria at se, han er borte, og briste i gråd

og bede en fremmed i havemandsskjorte om hjælp og om råd

og høre ham sige: Maria, du kære!

og svare: Rabunni! Min elskede Herre!

Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam,

at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam!

Det er som at løftes af mægtige hænder

fra drukning i mørke til morgen blandt venner.

Det er som forfølgeren Saulus at rammes af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!

Det er som forrædderen Judas at sidde i Helvedes kval

og mærke en luftning i Helvedes hede så himmelsk og sval

og vide, nu kommer den mester, jeg kender;

til helvede går han for venner og fjender.

Det er som en ånd gennem lukkede døre i kød og i blod,

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre, og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Det er som et forhæng, der rives til side på højeste sted,

og Mesteren står der og gir dig i tide sin evige fred.

Det som i lovsang, lyksalig og svimmel,

at se ham som Gud i den syvende himmel.

Kristus er opstanden! Ja, sandelig opstanden. Glædelig påske

Det er en Lang Fredag.

Der er dage i livet, hvor sekunder føles som år og øjeblikke strækker sig ud til evigheder. Hvor alt ser ud som om det spilles i slow motion, og hvor mareridtet ikke ser ud til at få nogen ende. Det bare fortsætter og fortsætter. Hvor nye bølger af rædsel afløser hinanden, og skrig fra stumme læber ikke kan forløses. Hvor man står på samme sted og gerne vil væk, men er fastlåst i øjeblikkets låsthed.

Så Lang er Langfredag.

At se ondskaben få frit spillerum og ramme det menneske, man elsker mest af alle. At stå afmægtig ved siden af og ikke kunne gøre noget som helst. At mærke sine hænder knuge sig i vrede og afmagt, og ikke kunne slå ud efter noget. At forstene. At være i frit fald.  

Sådan ond er den lange fredag.

Den uskyldige dømmes for forbrydelser, han ikke har gjort. Den rene stilles side om side med afskum. Den vise og forstandige overgives til afstumpede menneskers forgodtbefindende. Den hvis ord rummede så megen indsigt, at man altid ville huske dem, overdøves nu af dumheder, råheder og unævnelige platheder, som fordummede læber kan finde ud af udtale.

Så rå er den lange fredag.

De arme som løftede børn op i favnen for at velsigne dem, og raktes ud mod en lam, så han kunne rejse sig fra sin båre. De hænder som lagde sig på blindes øjne med lægedom, og som rørte ved en lille pige, som var død, så hun fik liv igen. De fingre som tegnede kærlighedsord i sandet, så en fordømt kvinde kunne rejse sig i frihed.

De arme, hænder, fingre, er nu strakt ud på en tværbjælke og gennemhullede af søm. De kan ikke mere løfte, bære, kærtegne.

Så grusom er den Lange fredag.

De øjne, som kunne se alt og som stadigvæk elskede. Det blik som rummede dyb efter dyb af visdom. Det smil som kunne lyse et helt rum op, ja en hel bjergside, måske endda en hel himmel. Den pande bag hvilken så meget sandhed lå gemt. Det ansigt, som var som Guds ansigt.

Det ansigt er nu ødelagt og spyttet på. Tornekronen har revet panden til blods. Øjnene er lukket. Blikket og smilet stivnet.

Så kærlighedsløs er den lange fredag.

De fødder som gik skridt efter skridt på vej mod nye mål, nye opgaver. De fødder som blev salvet og kysset af en udstødt kvinde, fordi de bragte hende håb. De skridt som ledte både til venner og fjender, og som gik ud til alle for at forløse alle slags mennesker. De fødder som frivilligt gik frem mod lidelsen.  

De fødder er nu ikke længere i bevægelse. De skridt er nu standset. Også dem har man naglet til korset.

Så umenneskelig er den lange fredag. 

Det liv, der blev levet for andre. De dage, som strakte sig ud i velsignende handlinger. De timer, som rummede så meget liv og glæde. De minutter som blev aldrig var spildte.

Det liv er nu blevet slukket. Stjålet. Taget fra ham og taget fra alle som var hans.

Så dødsmærket er Lang fredag.

Det er den længste af alle dage. Den værste af alle dage. Den laveste af alle dage. Den mest skamfyldte af alle dage. En dag man helst vil glemme.

Og Samtidig:  

På en mærkelig, omvendt måde. Den vigtigste af alle dage. En dag som aldrig må glemmes.

For det er dagen, hvor Gud møder mennesket på alle de steder, hvor mennesket er længst ude. Det er dagen, hvor Gud deler vilkår med sit menneske i alt dets største fortabthed. Dagen hvor Gud lader alt mørke ramme sig selv.

Det er historiens lavpunkt og samtidig den dag, som siden syndefaldets dage var uundgåelig. Den dag måtte komme, hvor Gud selv ville tage det på sig, at gøre op med synden. Syndens konsekvenser, vreden over synden, syndens adsplittelser, syndens ondskab, syndens grusomhed. Og da døden er en konsekvens af, at mennesket afskar sig fra livets kilde og valgte sig selv om centrum og livsvilkår – da bliver Langfredag også dagen, hvor Gud selv må gå ind i døden og tage den på sig.

For manden på korset er Gud selv, som giver sig selv. Som betaler en gammel gæld. Som lader vrede, ondskab, død få magten et øjeblik og lader den ramme sig.

Det er dagen, hvor Gud tager al synd på sig, for at sone den en gang for alle. Han lader synden dø sammen med sig.

Derfor bliver vi stille Langfredag. Derfor står vi foran korset. Derfor lader vi dagen være Lang.

For det tager tid at tage det til sig. Det tager ro at forstå: at det sker for mig. Sammen med ham dør min synd. Sammen med ham dør alt det i mig, som ikke kan leve. Sammen med ham dør jeg. Han gør det for mig.

Og det tager tid, at tage det til sig, at jeg nu kan ind i hans ansigt og se ham smile. Se smilet oplyse min verden, ja alle verdener. Og jeg kan lade hans kærlige hænder røre mit liv, ved mit indre, ved mine relationer, ved min livsvej med lægedom, genoprettelse, fred. Og jeg kan rejse mig op, og se ham vandre mod mig og vandre sammen med mig, og vandre foran mig.

Så fyldt af forsoning er Langfredag. Så fyldt af håb er Langfredag. Så fyldt af godhed er Langfredag. Så fyldt af forsonende kærlighed.

I den stille uge oplever jeg gang på gang et sammenstød af interesser.

På den ene side er der længselsen efter at lade ugen have sit helt eget liv. Så man tidsligt, næsten fysisk følges med Jesus og disciplene gennem ugens begivenheder. Palmesøndags vej mod selvopofrelsen, hyldesten til Kristus og bønnen om frelse. Skærtorsdag at sidde med ved bordet, lytte til Jesu afskedstale og følge med ud i Getsemane Have. Langfredag at stå ved korset. Lørdag at være i mellemrummet mellem døden og opstandelsen. Søndag at stå op om morgenen til morgenlysets jubel: Kristus er opstanden. Her hører alle ugens gudstjenester og forberedelserne til disse med.

Samtidig er der alle andre interesser. Børnene holder ferie, og for dem er det glæde og opstandelse det hele. Folk ønsker en “glædelig påske” i ren venlighed uger før man overhovedet er nået dertil mentalt. Det er som om det først kan siges påskemorgen. Venner og familie inviterer til påskefrokoster, som er skønne og som samtidig ikke passer ind i passionshistorien og fasten. Langfredag forventes fredagshygge og timer med underholdning foran TV.

Sindet længes efter eftertanke, bøn, fordybelse og stilhed. Og mødes med forventning om hyggesnak, samtaler og kommen hinanden ved.

Spændingen er der, og nogle år har den været så stor, at det næsten har ødelagt det hele. Fordybelsen kom ikke og hyggen udeblev.

Måske skærpes spændingen i påskedagene, og måske illustrerer det et spændingsfelt, som hele det åndelige liv leves i. For det åndelige liv leves jo midt i alt det andet. Midt i livet. Midt i familien. Midt i tidens mange dagsordener. Og skal her finde sin plads, så det bliver en vedvarende kilde af liv og ikke en ukristelig opsplitning af det åndelige og menneskelige. 

Man hives mod begge sider. Hvis det åndelige liv bliver en kilde til ufred og splittelse. Hvis det bliver et egotrip, så mister det sin kraft. Og samtidig skal man være stille for at kunne høre ordentlig. Hjertet skal have en ramme af fred for at kunne lytte. 

Det er med erkendelsen af den vedvarende, uundgåelige spænding, at den stille uge mødes. Og det er med glæde og forventning til begge dele af ugen. Og modenheden er vel, at kunne rumme begge sider og få dem til at være sammen med hinanden. Og mon ikke glæden fra Kristus er stor nok, til at kunne være en understrøm i det hele!

De seneste dage har været fyldt af ulyst.

Ulysten har ramt fasten med tanker om, hvorfor jeg dog gør dette? Indtil nu har fastetiden været fuldstændig ukompliceret uden den mindste antydning af abstinenser. For første gang rammer jeg muren, og har lyst til til noget af alt det, som er lagt til side. Endnu engang må jeg i kontakt med de dybere lag af afhængigheder. Endnu engang konfronteres med hangen til overflod og et ukompliceret liv med forbrug. Endnu engang erkende, at det som for os blot er noget frivilligt, næsten som en form for leg, for andre er dødsens alvorlig virkelighed med umødte drømme, som blot handler om de mest basale ting i livet. I denne uge skrev aviserne om, at fødevarekrisen igen rammer verdens fattigste. Og her sidder vi i vores overflod.

Ulysten ramte dybere end fastetiden. Det var det egentligt skræmmende. Den ramte bønnen, relationen til Gud, ja livet helt generelt. Et dybere lag blev afdækket. Træthed overfor det hele.

Præster, åndelige vejledere, alle som arbejder professionelt med åndelighed kan rammes af ulyst. Det samme kan alle på den åndelige vandring. Når man som “åndelig professionel” vedvarende ser smerte, ensomhed, sygdom og død. Når man lægger øre til historier om svigt, og ser menneskelige tragedier. Når man vedvarende forventes at kunne tale mening og dybde. Så kan man selv rammes af meningsløsheden. Af mangel på ord som bærer mening med sig. Ja, man kan endda rammes af den store livslede, acedia. At skulle holde endnu en meningsbærende prædiken eller tale kan blive en næsten uoverskuelig opgave.

Hvor går vejen så? Hvor går man hen, når der er ulyst til selve det at søge til al åndelighed kildevæld, til den levende Gud? For mig går vejen ind i erkendelsen af, at det også er en virkelighed. Og at det ikke er den ultimative sandhed. Som det, der nu ligger i forgrunden, må det være det, der tales om i bøn. Det som deles med fortrolige medvandrere. Længsel er der stadig, men nu en længsel efter færre ord, mindre betydning, mindre mening, en fred blot i at hvile. Snublestenen kan blive en trædesten.

Og som Palmesøndag nærmer sig, slår det mig: mon Kristus ikke smagte ulysten, til det der ventede og livsleden ved tanken om, hvor tungt livet kan være?

Et besøg i gamle bededagbøger kan være oplysende. 

I de sidste mange år har jeg indimellem ført bededagbog. Det er bønner skrevet ned. Ikke med det formål at huske bønnen eller for at andre skulle læse dem. Snarere tværtimod. Min familie ved, at bededagbøgerne skal destueres, når jeg dør, og at det er private bøger. De giver alligevel ikke nogen retvisende generel beskrivelse af, hvem jeg er, da de oftest bruges, når livet brænder på, på retræter eller når jeg bakser med et eller andet. De er ensidige. Men tanken om, at ingen andre nogensinde skal se dem giver friheden til at være hudløs ærlig. Formålet med de nedskrevne bønner og tanker er, at de hjælper til at koncentrere sig i bønnen, når tankerne flyver;  de hjælper til at få overblik, og så giver de en fornemmelse af, at noget er blevet afleveret på det rette sted – lagt over til Gud. 

Når jeg alligevel en sjælden gang genlæser gamle bedebogsnotater, så afføder det to reaktioner. Det første er tanken: bøvlede jeg virkelig med det dengang, tænkte jeg virkelig sådan? Den ligeså hyppige reaktion er den modsatte: baksede jeg også med det dengang? Er der ikke noget nyt under solen?

For det kan synes som om, det er de samme ting, man har som livstemaer. De samme mønstre, man falder i. De samme reaktioner. Og den samme synd, som må ses i øjnene. Den synd man bekendte for de mange år siden, gentager man stadig i dag. Det samme hovmod, samme længsel efter at blive elsket, samme domme i hjertet, samme begær efter ting, som ikke er givet til mig.

Måske skulle det ikke undre. Man bærer jo stadig samme personlighed, samme historie. At blive ligedannet med Kristus betyder jo ikke, at man bliver mindre sig selv. Snarere tværtimod forløse man til at blive den, man var skabt til at være.

Og så er det spørgsmålet om det er helt de samme ting. Når man vandrer ad en sti, som slynger sig rundt om en bakke, på vej mod toppen. Så opdager man at udsigten indimellem er den samme. Det er samme ting, man ser på. Men perspektivet er alligevel ikke helt det samme – man er alligevel lidt et andet sted. Når man går op af en vindeltrappe, så kommer man hele tiden til samme sted, og alligevel går man ikke rundt i cirkler, man har bevæget sig længere op undervejs. Og måske er det de samme temaer, man bakser med, og så er det alligevel anderledes. Erfaringerne er flere, man har en mere moden måde at gå til tingene på, en større ærlighed, en større kærlighed, en større barmhjertighed. Måske.  

I bønnens vandring har man vandret med Kristus gennem de samme livstemaer, de samme bekendelser, de samme nådesord, så mange gange. Og Kristus har holdt ud med én. Han er ikke blevet træt. Inviterer til fortsat dialog, fortsat samtale. Og som tiden går, vokser nåden og kærligheden. Og undervejs formes man af ham, som man vandrer sammen med.

At bekende det samme endnu engang. Det er ikke nederlag. Det er ikke Sisyfosarbejde. Snarere er det en forankring i kærlighedens storhed, og en forbundethed med den Gud, som man ved kender én bedre end nogen anden. Og erkendelsen af, at den vedvarende samtale og bekendelse, netop er et udtryk for, at man overgiver sig til Kristus og ikke til synden, som den dybeste sandhed om, hvem man er.

I ti år har 4 præster vandret sammen i et gensidigt mentorskab. Gennem årene er fortroligheden vokset, og vi bruger hinanden både som åndelige medvandrere, som fortrolige, som teologiske sparingspartnere og som nogle vi står til ansvar overfor, hvordan vi forvalter forskellige områder i livet.

Det åndelige liv foregår ikke altid i et lukket rum. Medvandringen med andre på troens vej er væsentlig. Her formes vi, her udfordres vi, her kastes lys ind over blinde vinkler, og her undgår vi “selvtilgivelsens sakrekramente”.

Vi mødtes her til formiddag, som vi plejer at mødes hver 3. måned. Med tid til brunch og hygge, med teologiske diskussioner og med de to timer, som er afsat til, at vi hver for sig kan fortælle om vores liv, og møde de andres lytten, vejledning og forbøn.  Der er områder, vi en gang for alle har givet hinanden taleret indi, og hvor vi vælger at stå til regnskab for hinanden. Det er forvaltningen af vores lederskab som præster, det er forholdet til magt, det er forholdet til sex, forholdet til nydelsesmidler og forholdet til penge. Nogle af de områder, hvor vi kender til fristelse og muligheder for at leve med mangel på integritet. Målet er den ligedannelse med Kristus og den formning af ham, som er målet for alle kristnes vandring. Målet er hele tiden at spejle vore liv i lyset fra ham. Målet er at være præster, som lever ansvarligt med egen svaghed. 

At have andre medvandrere, som kender en, og som har taleret ind i ens liv. Det er en kæmpe gave. Og endnu engang gik jeg derfra, rigere end da jeg kom, fornyet i kald og i glæden over at være kendt af Kristus og af venner, som elsker nok til at tale sandhed og til at man kan vove virkeligheden. Kristus i den anden bliver Kristus tydeliggjort for mig.

Som kristne vandrer vi ikke alene. Vi er indfældet i en større familie, et større fællesskab. Og det er en del af hemmeligheden ved, at man fastholdes i retningen på vandringen. Kristus vandrer med os, og vore medvandrerer bliver hans hænder, fødder, øjne og mund, der taler liv til os.    

Det er min glæde på dagen i dag!

Tredje søndag i fasten mødte os med sin tale om tomhedens dæmoniske muligheder. 

Tomhed ser ud til at præge så meget af det moderne liv. Som Gud og religionen er blevet erklæret for døde, har det efterladt et tomrum. Spørgsmålet om mening giver ikke længere sig selv. En kold krybende fornemmelse af meningsløshed, af ørkesløshed, af tomhed trænger sig på. Og så mange af de svar som gives, synes ikke at eliminere oplevelsen af meningsløshed.

Hvad fylder man da tomheden med? For tomhed kræver at fyldes med noget. Man griber det, som råber højest, det som er nærmest, eller det som maser sig ind. Tidens larm forsøger at overdøve tomhedens tydelighed. Overforbrug, underholdning, stimulanser byder sig til. Men kan tomhed fyldes med tomhed? Gør det ikke blot tomheden endnu mere rungende, når der et øjeblik bliver stille nok til at kunne lytte?

Jesus fortæller om tomhedens dæmoniske kræfter, som flakker omkring og leder efter tomme steder, den kan indtage. Og når den finder huset tomt og ryddet, så indtager den huset og inviterer alskens andre mørke kræfter med ind. Og det sidste bliver værre end det første. (Luk. 11, 14-28, prædiketekst til 3. s. i fasten)

Tomheden åbner for mørke kræfter, når ”huset” ikke i mellemtiden er blevet fyldt.

Vi kender det til det trivielle. Når tomheden fx sniger sig ind i parforholdet, og alt bliver meningsløst og tomt. Så står man sårbar for løgnen om, at græsset er grønnere et andet sted. Og man er nærmere skridtet mod at lade sig fylde, af hvad der ny byder sig til. 

Tomhed skal mødes med ægte fylde. I fastetiden smager man på den indre tomhed, og vender den til bøn. Til bønnen om at Kristi kærlighed og nåde må blive det som fylder alle tomrum ud. At “huset” må fyldes af ham, som bringer mening med sig, og som er det livets vand og brød, man kan mættes af, så man aldrig skal sulte eller tørste igen. At lade sig fylde af Kristus er den bedre vej i kampen mod mørket og dæmoniens kræfter.

Denne fastetid har ledt mine tanker tilbage til mine egne åndelige rødder, og især til de mennesker, som på deres egen måde ledte mig ind på den åndelige vandring. Det har affødt en dyb taknemmelighed.

Min far og morfar var begge mænd, som levede deres liv i bøn. Tidligt om morgenen stod de op og tilbragte tid i stilhed. Der var en skjulthed omkring dette – det var ikke noget de rigtig talte om – det var bare sådan. Døren var lukket, og hvad der skete bag døren har jeg kun en fornemmelse af. Men jeg ved at de søgte Gud. I medgang og modgang. Bibelen blev læst og der blev bedt for alle os andre.

På deres stille måde modellerede de en vej, som jeg siden har længtes efter at kunne gå lige så regelmæssigt. At søge Gud før alt og midt i alt. At gå ind i sit kammer i skjulthed for at vende sig mod det egentlige, hvorfra alt andet skulle hente mening og perspektiv. Mange af mine jævnaldrene lagde en distance til fortidens tale om et andagtsliv, fordi det alligevel ikke lykkedes og fik en lugt af et “11. bud! I dag ser jeg, at andagten var en livskilde, ikke et livskrav. 

Min morfar sang en gammel søndagsskole sang, som lagrede sig i mit sind så tidligt, at det måske er den, jeg vil sidde senil på plejehjemmet og synge, når alt andet er væk. Men det vil heller ikke være så dårligt. Den er igen kommet i forgrund her i fastens stilhed:

Jesus, din vil jeg være

dan mig helt til din ære

lær mig elske dig, tro og følge dig

altid gå på din vej

Tag min hånd i din

Led mig trin for trin

til jeg frelst og salig

går i himlen ind.

At blot være et led i en åndelig tradition. At blot være en blandt mange. At erkende en arv. Det skaber sin egen forankring og ro.

Modtog et anonymt brev, som tydeligvis var en af KD’s læsere. Brevets tone var anklagende, indholdet forvirret. Men på bundlinien var det en anklage om at forfalske sand kristentro med udtalelserne om fastetidens betydning. Brevet var underskrevet ‘protestanten’.

Først en bølge af vrede over fejheden i ikke at ville vise ansigt og vedgå sine synspunkter. Dernæst en bekymring for, hvad man kan møde af reaktioner, når man selv viser sit ansigt i det offentlige rum. Og endelig en medlidenhed med det menneske, som sad fastlåst i sin egen vrede og frygt, så man ikke turde tale frit med åbent ansigt. 

Det ledte til bønnen. Bønnen om vovemod. Bønnen for mennesker såret af religiøse handlinger. Bønnen for dette menneske.

Fastetiden handler på mange måder om, at gå i sig selv og turde vedgå sig sin egen virkelighed. I fastetiden skrælles ydre lag af. Masken fra fastelavn er symbolsk fjernet, og nu ser man sig selv, sit liv og ikke mindst sin skaber i øjnene. Også skyggerne og mørket får lov til at træde frem for at blive navngivet. Frygten, vreden, såretheden og forkrampetheden inviteres frem i lyset – for at møde et frigørende lys foran Gud.

Man taler om, at et menneske kan “tabe ansigt” og mener, at mennesket bliver afsløret i en synd, noget skamfuldt, noget skjult. At tabe ansigt er for mange et nederlag, måske endda en katastrofe. Alt det som ingen så og ingen skulle se, er pludseligt synligt.

Hvad ser man der bag det “tabte ansigt”? Ofte ser man et menneske i dyb ensomhed.

Og måske ser man noget, som er virkeligt, men som har været skjult. Ensomheden. Frygten for forkastelse. Det er jo også en del af virkeligheden.

Måske kan man vinde sig selv, når man mister ansigt? Blive mere hel som menneske? Og måske er det ikke andre menneskers forkastelse eller hån, man der vil møde – for når ensomheden, frygten, svagheden og skammen får navn, så kalder det ofte på godheden og nåden i et andet menneske, og på den fælles medmenneskelighed.

Der er en frihed i at vove at vise sit ansigt.

Igen i år blev jeg ringet op af en journalist, som ville have mig til at fortælle om min vej i fastetiden. Denne gang var det KD, og jeg svarede venligt på journalistens spørgsmål til det portræt, som kom i avisen i dag.

Men egentlig er jeg og min faste lige så uinteressant, som det ti år gamle billede, der fulgte med artiklen. For fastetiden er mere skjulthed end synlighed. Mere en finden sig selv i Kristus end at finde sig selv i medielyset. Mere en erkendelse af at være støv og skulle blive støv, som det siges Askeonsdag, end det er at få opmærksomhed på om man spiser eller ikke spiser. 

Madvaner er i bund og grund uinteressante. Det som for mig er vigtigt, er at vi vedligeholder en samtale om det åndelige liv med hinanden. Det er den eneste berettigelse jeg finder i at tale offentligt om fastetiden. At tale med hinanden om det indre liv, om bønnen, om at høre til hos Kristus, og om de midler og veje, som kan lede os dertil.

Og her erkender jeg, at vi når en grænse. Mediefladen kan ikke helt formidle dybden i bønnens verden. Det er vanskeligt at tale om det indre liv, netop fordi det er et indre liv, og som sådant noget skjult. Det kan dårligt formidles over telefoner og i korte sætninger til udenforstående. Og derfor ender det med, at det er det synlige som står tilbage og bliver interessant – maden og vanerne – istedet for selve kernen: at vi er i Guds opmærksomhed, og i fasten gør os selv opmærksomme derpå.