Ole Backer Mogensen

Det er tidligt morgengry påskemorgen. I dag vibrerer en stille tone fra alle landets kirkeklokker, som forkynder det for os: døden er ikke mere. Kristus er opstanden.

Jo døden er omkring os, den hærger stadig. Men den er overvundet af Kristus. Døden selv er blevet en påske – en forbigang – en overgang.

I påskenatten er der blevet fejret påskenatsgudstjenester rundt om i Danmark. Her synger koret: “med døden trådte han døden under fode. Og for dem som var i gravene gav han liv, gav han liv”. Store ord. Ord vi håber på og vover at tro. Døden er besejret. Graven var tom.

Nu er vi på vej til gudstjeneste i landets kirker, og skal lytte os ind på det samme. Kristus er opstået fra de døde som den første af mange. I dåben blev vi samtidige med Kristus. Vi blev begravet med ham og opstod med ham. Og det giver os håb. Håbet om at vores død blot er en dør, en overgang, ind til det evige liv hos Gud.

Det er en festdag. Og i dag brydes fasten. For forberedelsestiden er omme. Vi har vandret med Kristus gennem lidelse og død. Og ud i opstandelsen. Nu skal der festes. For den opstandne er hos os, og det betyder fest.

Fastetiden er ovre. Fornyede griber vi atter livet i al dets fylde. Som en fejring af livet og opstandelsen tager vi atter del i alle livets gaver.

Glædelig påske!

Hvilken dag: nu begynder lidelsen, passionen.

I vores by markeres Skærtorsdag med en kirkevandring, hvor man begynder med en andagt i Luthersk Missionshus, går til Frikirken, hvor der er bøn, og videre til Indre Missionshus, hvor der spises et let aftensmåltid – “et rejsemåltid i hast”. Måltidet og vandringen bliver en henvisning til den første påske, med Israels udvandring af Ægypten.

Vi samles derefter i kirken. Og begynder gudstjenesten med den gamle pilgrimssalme: jeg er fremmed, jeg er en pilgrim.

Nu er vi sammen med Jesus og disciplene den sidste aften. Gudstjenesten begynder med en symbolsk fodvaskning – i vores kultur bliver det hænderne, som vaskes med ordene: jeg tvætter dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, at du må tjene i hellighed og hjertets renhed.

Derefter er der beretningerne om nadverens indstiftelse og et fælles nadvermåltid. Og gudstjenesten afrundes med udvalgte læsninger af Jesu afskedstale til disciplene, som vi finder den i Johannesevangeliet.

Gudstjenesten afsluttes med en solo som postludium: Gå ud i Getsemane.

Påskeugen er også drama. Fortællingen lever og ånder og vi får lov til at følge med på sidelinien.

Fastetidens rolle som forberedelse til påsken kommer her til udtryk.

Den smukke fastesalme: Se vi går op til Jerusalem, udtrykker, hvordan vi i forberedelsestiden til påsken vandrer med Kristus til kors, grav og opstandelse. I kirkeåret gøres dette virkeligt og konkret. I gudstjenester og liturgi bliver vi samtidige med Kristus og slår følgeskab med ham. Og vi ser noget af, hvad det kostede ham at være verdens frelser.

Påskeugen fra Palmesøndag til Påskedag kan give troen krop og form. Vi slår følgeskab med Herren. 

Derfor holder vi gudstjenester. I nogle kirker bliver dramaet så levendegjort i liturgien, at vi må bøje os i stilhed og undren. Lad os søge derhen i disse dage.

Fastetiden er en bodstid. En tid for eftertanke.

At gøre bod – er et mærkeligt, anakronistisk ord. I dag gør vi højst bod, hvis vi har lidt dårlig samvittighed over at have brugt en masse ekstra penge i shoppingcenteret, og som aflad køber en avis af en hjemløs bagefter. Det smager alt for meget af middelalder og selvflaggelation.

Men bodstiden handler om at se sig selv og sit liv i øjnene. Også alt det som er skyggefyldt og som rummer skyld eller dårlig samvittighed. Og vove at tage skylden på sig og vedgå den foran Gud og andre. Som en del af virkeligheden. I fasten skabes rum for den nødvendige eftertanke, der gør at man kan se sig selv og sit liv i øjnene og kan tage sit liv på sig med alt, hvad det rummer.

At bringe det hele til Gud kan for eksempel gøres gennem skriftemål og bøn.

Bodshandlinger kan så let misforståes, som om man gør noget for at stille en vred Gud tilfreds. På den måde er kristentroen ikke en gerningsreligion.

Men det vækker min beundring når en luthersk biskop træder tilbage for integritetens skyld fordi spirituskørsel har undergravet tjenesten. Eller en pave tager det alvorligt og gør bod, fordi kirken har forgrebet sig på uskyldige. Bodshandlinger må være indimellem være på sin plads også i en moderne verden.

Midt i fastetiden kommer Maria os i møde. Med sin lovsang og sin hengivelse til Guds vilje og vej. Hun sætter en dagsorden for, hvad en efterfølger af Kristus kan være, og peger os i en retning – hengivelsen, overgivelsen. Da englen kommer til hende og fortæller at hun er udvalgt af Gud til at bære Guds Søn, da er hendes gensvar en overgivelse til Guds veje. 

Hun står med grundbønnen: din vilje ske. Og lader sine bekymringer og spørgsmål blive mødt med Guds virkelighed.

I fastetiden lærer vi bønnen: ikke mig, men dig Gud. Må din vilje ske med mig, med kirken, med verden. Den Gud, som altid er større end vore tanker om ham, inviterer os til at vove os ud på de halvfjerdsindstyve favn, i en efterfølgelse af ham. Derud, hvor vi ikke kender vejen og dens konsekvenser, men hvor vi går med et løfte: jeg er med jer. Min vej er den bedste.

Mariæ Bebudelsesdag er en festdag midt i fasten. På festdage skal der ikke fastes. Som Jesus selv engang fortæller sine disciple, så skal de ikke faste, mens brudgommen er hos dem. Der kommer andre dage for faste.

På Mariæ Bebudelse fejrer vi, at han kommer til os. Ind i det menneskelige. Skal han tage hele menneskelivet på sig, må han også blive et barn i en moders liv, for livet begynder med undfangelsen.  Kristus er kommet, og det giver grund til glæde.

Vi fester altså på denne dag. Selv vil jeg nyde en god middag med familien og et glas vin. Og give hjertets taknemmelighed plads og sprog: Kristus er hos os.  

På mandag er det faste igen, men vi nærmer os målet. Det er påske om to uger. 

Må Mariæ Bebudelse blive fest midt i fasten - og grund til en fornyet hengivelse til ham, som kom til os.

Når jeg faster kommer jeg ofte i kontakt med dybere lag i mit liv, som jeg ikke normalt får set i øjnene. Under forbrugets overflade og hverdagens mange gøre mål kan jeg pludselig komme i kontakt med en angst, en grundusikkerhed, en bekymring.

Også denne faste har medført brydekampe med mit eget indre. Især med angsten og bekymringen for fremtiden.

Forleden nat var en kampens og brydningens nat. Jeg vågnede ved et tiden og frygten lå omkring mig. Den var så tyk, at den var til at skære i. Den ydre årsag var ugens debat om vielse af personer af samme køn i kirken. For mig en kristen umulighed. En usædvanlig frelser inviterer os til at tage usædvanlige valg. I discipelskabet inviteres man til at lægge sit liv ned for så at få det påny fra Kristus. Defineret af skaberen og frelseren. Vi kan ikke forgribe os på eller kræve Guds velsignelse. Den er netop en skænket gave, som ingen har krav på. Gudbilledligheden kommer til udtryk i kønsforskellen.

Tankerne myldrede i mit hoved. I nattetimerne er det svært at tænke klart. Men den egentlige angst den nat var for mig selv. Mit arbejde som præst. Den menighed, jeg er sat til at tjene. Mit hjem. Min fremtid. Min familie. Selv bøn var vanskelig – jeg var for adspredt. Uroen fyldte hele billedet.  

I morgengryet gik jeg rundt på mit kontor i bøn. Da indfandt freden sig ved det enkle Gudsord: Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind. Vælt din vej på Herren  -  kirken er Guds, ikke din.

Vælt din vej på Herren – dit liv er i hans hånd.

Vælt din vej på Herren. Stol på ham!

Hvad så end vores indre kampe rummer, så rummer fastetiden sine egne fristelser, sine egen kampe, sit eget møde med fristelse, indre dæmoni, ydre dæmoni. Sådan var det for Kristus, da han fastede i ørkenen. Sådan er det for mig i fastetiderne. Gud bruger det. Tillader det. Arbejder med os gennem det.

Hverdagene er fyldt af travlhed. Således også de sidste par uger med en menighedslejr og et menighedsrådsseminar. Der har ikke engang været tid til at blogge.

Hvad gør man, når livets travlhed truer med at sætte dagsordener? Ganske ofte bliver stilheden, eftertanken og roen hos Gud, det første som bliver bortprioriteret. Myldertanker gør roen umulig. Freden er i forvejen flygtig.

Det siges om Luther, at de tider, hvor der var allermest travlt også var de tider, hvor han bad mest. Jeg har altid undret mig over, hvordan det kunne lade sig gøre. Og så dog.

For nogle måneder siden lavede en kollega og ven og jeg en aftale om, at vi som minimum ville afsætte 15 minutter fire gange om ugen til bøn og stilhed. Det lyder ikke af meget. Men selv det, kan være svært at nå. Forpligtetheden på aftalen og det at stå til regnskab overfor hinanden, har gjort at jeg har kunnet holde mit mål. Og indimellem mere til. Og fra disse stille øjeblikke med Gud, er bønnen flydt med ind i alle hverdagens gøremål.

Man kan midt i travlheden, stadig være i bøn. I en grundlæggende rettethed mod Gud, hvor hvert lille gøremål får lov til at hvile i bøn. “Din vilje ske”. “Jeg elsker dig”. ”Vis mig din vej”.

Begyndelsen af fasten er ofte den vanskeligste. Vanens magt er stor. Hånden rækker automatisk ud mod kaffemaskinen. Man rejser sig fra skrivebordet og befinder sig pludselig foran køleskabet. Hyggen i sofaen med børnene mangler slikskålen.

Hvert år går der nogle dage med at få automatikken koblet fra.

Hvert år er der den lille kamp: hvorfor dog nægte sig selv noget? Hvorfor holde igen? Er det ikke selvpineri?

Og man afsløres. I vanerne. I det hjernedøde forbrug. I modstanden mod at vente og udskyde behov. I selvfølgelighedens trummerum.

Tager man afsløringen på sig, kan den lede ind i eftertanken, hvor man ser en smule mere ærligt på sig selv: Man er kød. Man er afhængig. Man tager så meget for givet. Man har hele tiden længsler, som man automatisk følger.

For mennesket er længsel. Dybt i os der umættethed, som hele tiden søger mod mættelse. Mod tilfredstillelse. I fastetiden får man muligheden for at se sine dybere længsler i øjnene. Når de mere overfladiske længsler og behov er blevet afsløret og lagt til side, opdager man at der under det hele er en dybere længsel. En længsel efter mening, kærlighed, sammenhæng. En længsel efter at ensomheden skal fyldes.

Måske har Skaberen fra begyndelsen skabt os med længsel. Et indre tomrum, som står tomt, fordi det alene kan mødes og fyldes af Skaberen selv. Et sted reserveret til Gud. Måske er der et sådant tilbedelsestomrum indeni. Som igen og igen fyldes med alle mulige ting, som byder sig til. Men hvis dybeste funktion er at vi skal søge Gud.

Fastetiden åbner os for denne dybeste længsel, hvor vi erkender, at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.

Må fastetiden være fyldt af den bøn, som retter alt i vort liv mod Gud!

Fastetiden er begyndt.

Forskellige traditioner afholder fastetiden på forskellig måde. Nogle afstår fra kød, andre fra alle animalske produkter. I nogle traditioner er der hele fastedage med en fuld faste, hvor man ikke indtager andet end vand. 

Som moderne menneske giver det mest mening at lade fastetidens afholdenhed afspejle nogle af de områder, hvor vi kommer ind i overforbrug eller afhængighed. Nogle af de områder, jeg har fundet relevante er: 

Kød. I vores tid giver det igen mening af afstå fra kød. Produktionen af kød er en væsentlig faktor i CO2 regnskabet, og der er væsentlige argumenter for i en bæredygtig livsstil at skære ned på kødforbruget.

Nydelsesmidler som øl, vin, alkohol kommer igen i år med på listen. Vi har i den vestlige verden et ganske stort forbrug af alkohol, og selv sundhedsstyrelsen anbefaler os at begrænse forbruget. Hvorfor ikke kombinere perioder af afholdenhed med kirkens fastetid? 

Kaffe. Den bliver svær! 

Slik og chokolade. Sundt er det ihvertfald ikke….

Men faste og afholdenhed kan gælde så meget andet end madvarer.

I vores tid, hvor sanserne er under et dagligt bombardement, kunne det måske være her, fasten skulle have sit fokuspunkt. Hvad med en sansernes faste, hvor TV’et sættes væk, hvor radioen ikke kører hele tiden, hvor e-mails ikke besvares om fredagen. Hvad med en tid, hvor der skabes plads til stilhed?

Eller som jeg så det foreslået i en tysk avis forleden: hvad med en intellektuel faste? En periode, hvor man gav sig tid til at lytte til andre, og ikke bedrevidende hele tiden mente, at man sad inde med svar på alt.

Dette er blot en række forslag. Faste kan være så meget. 

God faste!

Allerede i begyndelsen af december begynder jeg at glæde mig til fastetiden. Midt i de store frokostborde, gaveræset og overfloden er der en begyndende længsel efter balance, efter en tid, hvor tingene er anderledes enkle og forbruget nedtonet. En stille glæde og forventning vokser langsomt frem, og skaber på sin egen forunderlige måde lige netop den tone, som ellers mangler i decembers kommercialisering. Adventstiden som oprindelig også var en faste- og forberedelsestid er i vores tid blevet en lang hygge, en lang fest. Vi nyder hvert øjeblik. Men faste er næsten umulig.  

I stedet må jeg se frem til den lange syv ugers faste, som kommer her ved overgangen mellem vinter og forår. Den kommer til at gøre det ud for begge fasteperioder.

Det er nemlig som om festtider bedre kan nydes, når man ved, at de afløses af tider, hvor der ikke festes. Det er som om de store middage i julen bedre kan nydes, når man ved at de ikke fortsætter i det uendelige. Alt der fortsætter i en uendelig gentagelse kan miste sin betydning. Det er derfor, jeg allerede i december begynder at glæde mig til Fastetiden.

Det hele handler om at få skabt balance. Om harmoni. Det handler om at genvinde mening. Det handler om at pausen kan vække fornyet lyst og længsel.

Glædelig faste!